Øl typer - Overgæret

Saisons

En naturligt udviklet ale-type, der er overgærede og indført i Belgien og Frankrig lige omkring den valonske grænse.
Alkoholstyrken ligger omkring 4,0 %.
Den bør serveres ved kældertemperatur.

Trappist

En særdeles stærk, naturligt udviklet og overgærede ale-type, der laves i fem belgiske klostre samt i et sjette i Holland. Mange lignende bières de lÁbbaye eller Adbijbieren, som de hedder på flamsk, brygges af konventionelle bryggerier mange steder i Belgien. Inden for rækken af disse Trappist bieren findes en bemærkelsesværdig underafdeling, den guldgyldne Triple stil. Østrig og Tyskland har en del klosterbräu, men ingen af dem har nogen speciel stil.
En Trappist har en styrke, der svinger mellem 4,8 og 6,5 %.
Serveres kælderkold og absolut med respekt.

Kölsch

En helt speciel overgærede lokal Øl-stil fra byområderne Køln-Bonn, hvor den brygges af en halv snes bryghuse. Farven er udpræget lys og gylden.
Styrken ligger lige under 3,6 % alkohol.
Den bør serveres kælderkold og gerne helst i selskab med en typisk tysk pølse.

Düsseldorfter Alt

En overgærede øl med en udpræget kobberrød farve. Brygget er den specielle stil i Düsseldorf, Münster, samt i et par andre byer i det nordlige Rheinland og Westfalen. Man kan næsten kalde den en fætter til engelsk ale, men er mindre vinøs i sin smag.
Styrken ligger på godt og vel 3,25 % alkohol.
Den bær serveres ved kældertemperatur.

Brown

Den mest specielle brune øl er den overgærede Provisie fra Oudenaarde en snes kilometer syd for Gent i Belgien. Den har en særpræget tør-sød smag. Englands Brown ale er en traditionel stil, og der findes lignende typer fra flere lande, men især fra Belgien og Holland. Det mørke øl er oftest sødt i udpræget grad.
Styrken svinger lige fra Provisie's 4,8 % alkohol til de helt svage som det danske hvidtøl.
De bør serveres ved stuetemperatur.

Ale

En fællesbetegnelse for overgærede bryg i engelsk stil. I almindelighed er de kobber-farvede, men kan være mørkere.

Mild Ale

En udpræget fadøl type, der er yderst populær i Midlands, samt i det nordvestlige England, men som kan fås over hele landet. Den er oftest mørke brun og har en karamelagtig smag, men der brygges også en "pale", hvilket vil sige kobber-farvet Mild Ale. Efter engelsk smag er det en meget let humlet øl-type. På pubs er det normalt den billigste ale man kan få.
Alkoholstyrken svinger mellem 2,0 og 2,85 %.
Den bør serveres ved stue- eller kældertemperatur.

Bitter Ale

Det er så afgjort englændernes national-drik. En udpræget kobber-farvet og overgærede fadøl, der er en hel del stærkere humlet end de fleste andre øl-typer i verden, og oftest er den kolossalt bitter, men normalt med en fyldig og afrundet, ofte maltet smag. Den har et bemærkelsesværdigt lavt indhold af kulsyre. Der findes et rigt varieret og stort udvalg hvad angår smag.
Styrken svinger fra de helt lette typer med 2,4 % alkohol til de mere voldsomme og i reglen mere bitre med op til 4,4 % alkohol.
En Bitter Ale bør serveres ved stue- eller kældertemperatur hvis smagen skal komme til sin ret.

Pale Ale (Burton)

Skønt fad-bitter ofte beskrives som pale ale, er udtrykket mere rigtigt anvendt på den aftappede udgave. Den naturlige udviklede pale ale fra Burton er en sjælden klassiker. Det er et livligt bryg, svagt syrligt, med en stærk humlet smag. Denne type kaldes også India Pale Ale, et navn, der stammer fra gamle dages kolonihandel. Udtrykket light ale anvendes til beskrivelse af samme øl-type, men med en lavere urtvægt, så her refererer ordet light til styrken og ikke til farven. En noget lignende sparkling ale kan man finde i Adelaide i Australien, og franskmændene har en Irish Russet Ale. Alle disse typer er kobber-farvede, og betegnelsen pale havde oprindeligt kun til formål at skelne denne type fra den "sorte" London porter.
Styrken varierer, men en god pale ale har omkring 4,0 % alkohol.
Skal helst serveres ved stuetemperatur.

Porter

Oprindeligt en lokal London øl, der bliver brygget med ristet, umaltet bryg og bliver meget kraftigt humlet. Den sidste porter, der blev brygget i Storbritannien, blev drukket i Nordirland i 1973. Der laves stadig porter i adskillige lande, en den er undergærede. Det er en anerkendt øl-stil i Kina, Østeuropa, Danmark, Frankrig og i USA, men den er ikke mere en dagligdags øl, som den var før i tiden.
De moderne typer svinger mellem 4,0 og 6,0 % alkohol med de danske versioner i den stærke ende.
Bør serveres ved en temperatur, der er ret meget lavere end stuetemperatur hvis man vil nyde den rigtige porter-smag.

Bitter stout (Dublin)

Denne øl-stil er faktisk porternes arvtager. Den er stærkere end originalen, og den er i urtvægt på højde med flere af de nutidige imitationer. Den er overgæret og udpræget bitter. Det mest berømte eksempel, der er synonym med stilen, er "Guinness Extra Stout". Der laves ganske vist rivaliserende mærker ikke blot i selve Irland, men også i Caribien og Vestafrika, men Guinness er så særpræget at den næsten selv er blevet en øl-stil.
Den version, der kan fås i England og i Irland, ligger på en alkoholstyrke af 3,25 % eller mere, men nogle eksportmarkeder får en Guinness med 4,0 % alkohol. I troperne brygges Guinness på 5,6 %.
Sådan en Bitter stout udvikler bedst sin fulde aroma, når den bliver serveret i stuetemperatur, men den virker forbløffende god til at slukke tørsten med på en varm sommerdag, hvis man får den let afkølet, dette gælder specielt for de tropiske bryg med deres meget høje alkoholstyrke.

Milk stout

Denne type kendes også under navnet sweet stout, der mere direkte siger noget om smagen. Det er en engelsk stout, der har en let aroma af mælkesyre.
Den har lavt alkoholindhold.
Den bør serveres ved stuetemperatur.

Russian stout

En ekstra stærk og meget individualistisk stout med en ret særpræget frugtagtig aroma. Til at begynde med blev den kun markedsført i Sankt Petersborg, men den brygges stadig af Courage i London med en alkoholstyrke over 8,45 %. Andre lignende øl-typer beskrives ofte som barly wine, skønt de fleste af dem ikke er helt så voldsomme i styrken. Stærke fadøl går i reglen under betegnelsen old ales, og de ligger fra 6,4 % alkohol ned til 4,8 %, hvilket trods alt må siges at være en kraftig øl.
Man bør absolut servere denne øl-type ved stuetemperatur.

Scotch Ales

Historisk er skotsk øl kendt for at være stærkt øl. I dag er betegnelsen Scotch Ales langt mere udbredt i Frankrig og i Belgien end i sit hjemland. Skotterne kalder en stærk øl en wee heavy. Heavy og light var traditionelt den skotske modpart til bitter og mild. Et brygs styrke angives i Skotland i overensstemmelse med den pris, øllet i gamle dage kostede per tønde. Det snart glemte engelske symbol for "shilling" stroke-and-dash, bruges stadig af bryggere i det østlige Skotland. Der blev brygget en 54/- øl til høsttiden, der blev fulgt op af en 60/- mild, en 70/- bitter og en 80/- best bitter. Vestpå i Skotland brygger man ingen høst-øl, og man brugte en anden skala på 80/-, 90/- og 120/- for de almindelige bryg.
Nu om dage varierer Scotch Ales ikke så lidt i urtvægt. De stærkeste brygges i Belgien, hvor man finder dem i styrker på 5,6 % eller mere.
Øllet bør som alle de andre kraftige typer serveres ved stuetemperatur.

Steam Beer

Sidst i 1800-tallet var der en del af de mekaniserede bryggerier, der indsatte ordet "steam" i deres firmanavn, men kun i San Francisco området blev ordet hængende til vor tid og er nu associeret med en ejendommelig form for bryggeriteknik, der er en mellemting mellem over- og undergæring. Denne metode har skabt en øl med en meget livlig skum-udvikling. Det tryk, der udløstes når tønden blev slået an, kaldte man "steam". Byen har stadig et bryggeri, der brygger den specielle stil, der nu går under navnet steam beer.
Alkoholstyrken er på omkring de 4,0 %, men det er jo heller ikke styrken, der gør denne øl-sort berømt.
Øllet er bedst når det serveres ved stuetemperatur.